Blikskiltene har i mange år stået i skyggen af emaljeskiltene
Af Tommy Richard Fogh Andersen
Tidlig dansk reklame er fascinerende, den utrolige kreativitet i både grafik, farvevalg, udtryk og ordvalg er nem at blive betaget af, og den udtrykker en masse om dens samtid og normer – tænk bare på reklamer for is og kaffe som ville være utænkelige i dag. Reklamerne har været trykt i aviser, blade og lignende, men reklameartikler skulle også være mere holdbare og kunne bruges til udendørs brug. Her var emaljeskiltene jo oplagte, de kunne laves til en fornuftig pris og var yderst holdbare i det danske vejrlig. Blikskiltene var ofte grafisk tryk på metalplader. De var billigere og vandt stor udbredelse både som deciderede skilte men også på dåser til fødevarer, tobak og lignende.
Reklameskiltene i metal med grafisk tryk, de såkaldte blikskilte, blev fra sidst i 1800-tallet og frem en fast del af gadebilledet, hvor de prydede facaderne, vinduespartierne samt væggene hos de handlende og hos købmanden.
Emaljeskiltene har indtil nu overskygget blikskiltene blandt samlere og som nutidig udsmykning. De var jo mere holdbare, medens blikskiltene ofte rustede og blev smidt væk. Men den tid er nu forbi, hvor man siger; ”Det er jo bare et gammelt blikskilt!” Samlerne har fået øje på de spændende og farverige skilte, der reklamerede for næsten alt lige fra cigarer, tobak, øl, vand, margarine, is, landbrugsmaskiner, dæk, olie og meget mere. Men da de har været mere forgængelige, er de ikke bevaret i større tal og slet ikke de helt gamle med mere end 100 år på bagen.
Som nævnt har blikskiltene stået i skyggen af deres storebrødre, emaljeskiltene, som der også er skrevet flere bøger om. Men nu kommer blikskiltene endelig og heldigvis frem i lyset, idet Tommy Richard Fogh Andersen har lavet to fine bøger om blikskilte: ”Blikskilte” og ”Blikskilte 2”. Første bog er allerede udsolgt, og den nye ”Blikskilte 2” er trykt i begrænset oplag. I hver af bøgerne viser han omkring 450 skilte med dansk oprindelse og dansk tekst fremstillet i perioden 1870-1970.
-Reklameartikler kan være mange ting. Personligt har jeg i særdeleshed fundet gamle skilte interessante. Særligt de gamle blikskilte, som i deres ofte anløbne og falmede tilstand, for mig er noget ganske særligt. De er både grafisk smukke, og så oser de af sjæl, nostalgi og historie, fortæller forfatteren om baggrunden for at han har samlet historien om og fotos af de mange skilte.
-Jeg har igennem en årrække foretaget en del research på de danske blikskilte og deres plads i den danske reklame- og industrihistorie. I bogen præsenteres et bredt udvalg af ældre danske blikskilte, fra slutningen af 1800-tallet og cirka 100 år frem.
Emaljeskiltene har indtil i dag løbet med opmærksomheden, og faktisk i så høj grad at betegnelsen emaljeskilt i manges opfattelse dækker alle gamle reklameskilte, men nu får vi blikskiltene, et indtil de nye bøger et lidt ubeskrevet blad, skilt ud – tak for det til forfatteren. Det vil måske betyde, at de sidste af disse bliver påskønnet og bevaret.
”Blikskilte 2”, en bog i stort format på 190 sider indeholder som nævnt omkring 450 billeder af blikskilte, blikskilte der med deres tidstypiske reklamebudskab vil pynte i enhver tidslomme, som det gamle værksted eller garagen jo ofte er. Desværre er der ikke bevaret så mange auto- og motorrelaterede skilte som skilte
med ”købmandsvarer”, men de er jo også tidstypiske – så gå ud og find dem medens tid er. Måske kan bogen, der udover at vise billeder af de mange skilte også fortæller om produktionsform og de fabrikker, der fremstillede dem, inspirere til dette.