Benzinstationens historie tager læseren med rundt på mere end 110 års benzinstationer. Historien er fortalt med næsten 800 fotografier og mere end 130 andre illustrationer. Bogen er meget aktuel nu, hvor den grønne omstilling ad åre vil ændre benzinstationen, som vi så godt kender, til noget helt ukendt som for eksempel ladestandere ved den enkelte bilejers bolig. Mange ældre vil nikke genkendende til Caltex, Esso, Mobil, Jansen, Gulf, Mobil og mange andre hedengangne benzinmærker.
Der er i tidens løb udgivet utallige bøger om vores transporthistorie, bilhistorien generelt, mærkehistorier, motorsporten, vejenes historie og meget andet omkring vores fossilbrændstofdrevne køretøjer, men ingen har for alvor taget fat på hele grundlaget for transporten og udbredelsen af bilismen, nemlig forsyningen af brændstoffet gennem nettet af forhandlere fra forskellige olie- og benzinfirmaer, før dette mesterværk af forfatteren Nils Bloch.
Vi kender sikkert alle historien om, at den første benzin måtte hentes på apotekerne, men hurtigt voksede der er net op af benzinstationer, benzintanke, servicestationer, tankstationer, tanken eller hvad man nu valgte at kalde dem. Der opstod mindre og større tankanlæg, der udover salg af brændstof også kunne tilbyde reparationer og service på bilerne, måske oven i købet uden at man behøvede at stige ud af bilen. Tankpasseren stod for tankningen, tjekkede olie og luft og rensede lige forruden for de mange insekter, der dengang var i luften. En mindre reparation kunne måske klares på stedet på det tilhørende værksted, så man hurtigt kunne komme videre.
Mindre tankanlæg opstod mange steder, ved købmanden, autoværkstedet, ved Brugsen, ved hotellet, ved færgeoverfarten, ved stationen og mange andre steder – ja på næsten hvert gadehjørne kunne der tankes benzin – oftest bemandet og uden dagens dankortautomater.
Tidligere var benzinsalget ofte en del af en købmandsbutik, i dag er det omvendt, og hele denne udvikling beskrives i bogen sammen med en række herlige tidstypiske fotos, der er fundet på blandt andet landets lokalhistoriske arkiver, der i øvrigt er en guldgrube, hvis man vil beskrive hverdagslivet i Danmark.
Alle disse tankanlæg og benzinstationer beskriver Nils Bloch så fint i sin nye bog sammen med de forskellige benzinmærkers historie, og det hele krydret med illustrationer og fotos fra tankanlæg i hele landet, og det er vel at mærke benzinstationernes historie i Danmark, han fortæller sammen med historien om de mange hedengange benzinmærker. Og vi husker sikkert alle den der underlige trofasthed bilejeren havde overfor et bestemt benzinmærke – kørte man på BP benzin tankede man da ikke ved Gulf og så videre.
Vi bliver også mindet om krigens rationeringer, køerne ved benzinrationeringerne og sågar tankstationer og tankbiler på drengeværelserne har fået sin plads i bogen.
Det nye bogværk, Benzinstationens Historie, for der er virkelig tale om et værk af anseelige dimensioner, 472 sider i stort format med over 1.000 illustrationer og en dødvægt på godt 2 kilo udfylder et stort hul i vores transporthistorie. Det kan undre, at der ikke tidligere er lavet et sådant samlet værk for denne uundværlige del af transporthistorien, og at den i øvrigt ikke så vidt vides har været genstand for officiel forskning. I forbindelse med en tidligere artikel i VeteranPosten om bevarelsen af netop en af disse tidstypiske benzinstationer opfordrede vi Slots- og Kulturstyrelsen til at tage hånd om de endnu bevarede rester af denne kultur, men så vidt vides, er der ikke sket noget på området, så det er på høje tid, at disse tilbageværende anlæg registreres og beskrives, og måske kan nogen af dem ligefrem bevares som et stykke vigtig kulturhistorie.
Derfor kommer bogen på rette tidspunkt, og den kan varmt anbefales som en gang højoktan nostalgi, der enten kan læses fra ende til anden eller ligge som såkaldt coffe-table bog på sofabordet til hyggelige stunder ved brændeovnen, men pas på - den kan være svær at lægge fra sig, da de fine tekster og mange fotos fortæller så mange gode hverdagshistorier, som vi er mange, der husker.